Sikkerhedskultur

Det er lige så svært at forklare, hvad sikkerhedskultur er, som at forklare hvad godt sømandsskab betyder. Vi giver et bud på, hvad sikkerhedskultur er, og hvorfor det er vigtigt om bord.

 

Spørger man 10 forskellige eksperter om, hvad sikkerhedskultur er, får man højst sandsynligt 10 forskellige svar. For hvordan forklarer man, hvordan folk opfører sig i en kultur?

 

>> Læs artikel om sikkerhedskultur fra ISF (International Shipping Federation)

>> Læs om de 8 sikkerhedsled

 

Hvad mener vi med sikkerhedskultur?

En kultur bliver påvirket af de mennesker, der er en del af den og af dem, som iagttager den.

Når folk udfører deres arbejde, og eksperter, konsulenter og inspektører ikke er til stede, har vi kulturen i ren form.


Som iagttager kan man dog få en fornemmelse af en sikkerhedskultur ved fx at observere og lytte til den måde, der bliver "snakket" om sikkerhedsspørgsmål i messen under 3-kaffen.

Er der respekt om sikkerhed, eller kan der spores latterliggørelse når emnet diskuteres? Dvs. hvilken måde begriber, taler og tænker vi om sikkerhed, individuelt og i gruppen?

Hvor høj er sikkerhedskulturen fx på et skib, hvor alle procedurer, risikovurderinger og permits er lavet og står i pæne bind på broen?

Der holdes måske sikkerhedsmøder efter reglerne og krydses af på checklister på stort set alle områder, alt imens en menig på 6. time sidder med en nålehammer på dækket og banker rust uden sikkerhedsbriller, handsker eller høreværn.

Ingen sikkerhedskultur er stærkere end det svageste led. Og netop på det svageste led kan sikkerhedskulturen måles.

Hvad er en sikkerhedskultur så? På trods af de mange meninger, vil vi give et bud ud fra vores viden indenfor området:

Sikkerhedskultur består af:

- fælles værdier, arbejdspraksis (vaner) og holdninger, som eksisterer i et rederi.

Kultur påvirker vores adfærd. En organisations sikkerhedskultur er skabt af faktorer som:

  • Ledelses- og medarbejdernormer, holdninger og formodninger
  • Værdier, myter og historier
  • Politikker og procedurer
  • Lederens prioriteringer, ansvar og pålidelighed
  • Produktion og bundlinjepres over for kvalitet
  • Handling eller mangel på samme med hensyn til at ændre usikker adfærd
  • Medarbejdertræning og motivation
  • Medarbejderinvolvering og accept

Høj sikkerhedskultur betyder lav medarbejderudskiftning - og høj produktivitet

I en høj sikkerhedskultur føler alle ansvar for sikkerheden og efterstræber den fra dag til dag.

Medarbejdere går videre, end de har pligt til for at identificere usikre forhold og adfærd, og de handler for at rette dem. For eksempel vil enhver sømand føle, at det er OK at gå hen til kaptajnen og minde ham om at bære sikkerhedsbriller.

Denne type opførsel vil ikke blive anset som værende ”pågående” eller ”overivrig”, men vil blive værdsat af organisationen og belønnet. På samme måde vil kolleger rutinemæssigt passe på hinanden og gøre hinanden opmærksom på usikker adfærd.

Et rederi med en høj sikkerhedskultur oplever typisk kun få tilfælde af risikabel adfærd.

Det er i dag erfaringen, at rederier med høj sikkerhedskultur oplever lave ulykkestal, lav udskiftning i medarbejderstaben, lavt fravær og høj produktivitet.

Det tager tid at skabe en sikkerhedskultur. Det er ofte en mangeårig proces, hvor der skal en række løbende, trinvise procesforbedringer til for at skabe en højere sikkerhedskultur.

Arbejdsgivers og arbejdstagers engagement er ægthedsstempler på en sand sikkerhedskultur, hvor sikkerheden er en indbygget del af den daglige drift.

Definition

Den mest benyttede definition på sikkerhedskultur er UK - Health and Safety Commisions definition fra 1993:

"The safety culture of an organisation is the product of individual and group values, attitudes, competencies, and patterns of behaviour that determine the commitment to, and the style and profiency of, an organization's health and safety programs." 

"Organisations with a positive safety culture are characterized by communications founded by mutual trust, by shared perceptions of importance of safety, and by confidence in efficiency of preventitive measures."


Vi har oversat definitionen til:

"Sikkerhedskulturen i en organisation er produktet af en persons- og gruppes værdier, attituder, kompetencer og adfærdsmønstre, som bestemmer forpligtelsen over for ekspertisen angående en organisations sundheds- og sikkerhedsprogram"

"Organisationer med en positiv sikkerhedskultur er kendetegnet ved kommunikation, der er baseret på gensidig tillid, samme opfattelse af sikkerhedens vigtighed og tillid til at de forebyggende foranstaltninger er effektive."

Hvordan arbejder vi med sikkerhedskulturer?

Vi bruger modellen De 8 sikkerhedsled (klik på leddene i sikkerhedskæden)

Senior arbejdsmiljøkonsulent
Søren Bøge Pedersen
sbo@seahealth.dk
+45 3311 1833
+45 5364 1609

Jeg kan hjælpe dig med

  • Nearmiss.dk.
  • De 8 sikkerhedsled
  • Ulykkesforebyggelse generelt
  • Vedledning om fortøjning
  • Trivselsfremmende projekter
  • Konsulentopgaver (skibsbesøg/medsejladser)
  • Programmet Health and Safety at Sea