Nogle gange kan man høre folk smile

Vadim Serdobolsky, konsulent i Handelsflådens Velfærdsråd, kunne høre et lettelsens suk i den anden ende af mobilen, da han ringede den strandede styrmand, Dormido, op med dagens bedste nyheder. Han kunne godt pakke kufferten nu. Næste stop: hjem til Filippinerne.

 

”Det var en glad besætning, vi mødte i Svendborg Havn”. Således kunne Vadim Serdobolsky konstatere, da han stod klar ved kajen for at tage imod styrmanden og de fem andre filippinske, efterladte besætningsmedlemmer på det konkursramte skib, HENRIETTE, der fandt sit sidste stop i Marstal på Ærø. Herfra gik turen for besætningen til Københavns Lufthavn og videre på flyet til Filippinerne.

 

Strandet i Marstal 

Det har været et usikkert forløb for den filippinske besætning, der talte to styrmænd, to matroser, en kok og en kranfører, siden de kort inden julen sidste år ankom til Marstal med stykgodsskibet ’HENRIETTE’. Skibets ejer, det norske rederi ’Minor Shipping & Trading’ var gået konkurs, da det viste sig, at en større udskiftning af bundtanken var påkrævet for videre sejlads. En operation der var alt for omfattende for et aldrende skib. Og midt i al konkurs-kaosset lod det til, at nogen helt havde glemt at tage hånd om de filippinske søfolk, der arbejdede på skibet. 

 

Handelsflådens Velfærdsråd i aktion Direktør ved Handelsflådens Velfærds­råd, Søren Phillip Sørensen, fik i juledagene besked om den strandende, filippinske besætning af International Transport Worker’s Federation (ITF). Han satte derefter en aktion i gang for i første omgang at sikre de søfarendes ve og vel og dernæst rejsen fra Marstal på Ærø og hjem til Filippinerne. 

 

 ”Vi ser heldigvis kun sjældent disse sager. Men når de opstår, så er vi selvfølgelig hurtige på aftrækkeren. Først og fremmest handler det om at sikre os, at de har penge nok til mad, vand, brændstof og evt. medicin. Mens International Transport Worker’s Federation (ITF) sørger for at sætte det apparat i gang, der skal skaffe besætningsmedlemmerne deres løn, så sørger vi for at besætningsmedlemmer kommer hjem eller videre til et andet skib, hvis de så heldige at få hurtig beskæftigelse igen”, fortæller Direktør Søren Phillip Sørensen.

 

40.000 dollars i tilgode­havende løn

De seks besætningsmedlemmer havde ikke modtaget løn siden slutningen af november og udtrykte en vis bekymring om fremtidens udsigter. Selvom sømændene var taknemmelige for Vadim og Handelsflådens Velfærdsråds assistance, var det ikke en nem beslutning for dem at vende hjem. De var nemlig usikre på, om de nogensinde ville få deres løn. Som Vadim forklarer: ”Vi må huske på, at den filippinske sømand ikke har det sikkerhedsnet, som vi kender i Danmark. Han kan ikke tage hjem og være sikker på, at husleje, skole, mad og drikke bliver dækket af en forsikring eller en form for offentlig understøttelse. Ofte sponsorerer en filippinsk sømand en stor, udvidet familie, som er dybt afhængige af hans indtægt. Derfor har det virkelig store konsekvenser for en filippinsk sømand, hvis ikke han får sin løn. Det var derfor vigtig for dem at vide, at alt var blevet sat i gang for at sikre deres løn, og at det er bedre at komme hjem og på arbejde igen, end at sidde og vente på skibet i Marstal. 

 

”Nogle gange spiller det sgu’ bare”

I sådanne triste situationer, hvor søfarende står på usikker grund, er det rart at vide, at der er hjælp at hente. Både fra organisationer som ’International Transport Worker’s Federation’, der arbejder hårdt for de søfarendes rettigheder, men også støtte fra mennesker i lokalsamfundet, der har fulgt med i sagen gennem de lokaler medier.  

 

”Vi havde en praktisk udfordring med at få søfolkene fra Marstal på Ærø fragtet til Svendborg Havn uden at have danske kroner på sig. Vi ringede derfor til Ærøfærgen for at høre, om vi kunne betale færgeoverfarten med Mobilepay. Medarbejderen på færgen svarede ”Dem har vi læst om i avisen! Selvfølgelig skal de hjem igen. Det skal ikke koste dem en øre”. Det er fedt at opleve den indstilling, når nogen er endt i en vanskelig situation. Nogle gange spiller det sgu’ bare, når vi alle hjælper til ”, lyder det fra Vadim.