Søvn og ulykker

Søvn og tilstrækkelig hvile er afgørende for, at vi kan fungere optimalt og løse opgaver sikkert og effektivt. Mangel på søvn er skadeligt for helbredet. Det er der ingen tvivl om.

– God søvn er ingen luksus. Søvnen er lige så vigtig for helbredet som sund kost og motion. Dårlig søvn kan føre til nedsat immunforsvar, større modtagelighed for infektioner, forhøjet blodtryk og sukkersyge.

– Under søvnen udskilles mange vigtige stoffer, som har betydning for vores fysiske helbred. Det ser også ud til, at man får mere lyst til søde og usunde fødevarer, hvis man er træt, fortæller Bo Jacobsen.

– Vi ved ikke, hvor mange ulykker der skyldes mangel på søvn. Ulykker har sjældent kun én årsag, men det er meget sandsynligt, at mangel på søvn spiller en rolle i forbindelse med ulykker, fordi det fører til dårlig koncentration og ringere reaktionsevne, så man måske ikke får afværget uheld, påpeger Bo Jacobsen.


Han henviser således til, at Opklaringsenheden vurderer, at en række grundstødninger godt kan hænge sammen med træthed – eller i hvert fald kan man ikke afvise, at træthed har spillet ind.
Et studie af over en million mennesker gennem 6 år viser, at de mennesker, der sover omkring 7 timer, har den laveste dødelighed, og dem der fik mindre end 4,5 timer havde den højeste dødelighed.
Studiet viste også, at man kan få for
meget søvn – der var en forhøjet dødelighed blandt dem, der fik mere end 9 timers søvn i døgnet.


Kilde: Overlæge Jan Ovesen
ScanSleep – www.scansleep.dk

 
April 2010