Når kaptajnen er glad, er alt meget nemmere

Med en glad kaptajn er alt meget nemmere

Sådan lyder det fra overstyrmand på tankeren AMAK SWAN, Elizaldo Baul, da vi under påmønstring i England, spørger ham til det gode arbejdsmiljø.

Den glade kaptajn, der her er omtalt, hedder Freddy Flindt-Petersen og han står forrest, når det gode arbejdsmiljø er i fokus.

 

Et travlt skib – hvordan får vi tid til et godt arbejdsmiljø? 

AMAK SWAN fra rederiet Uni-Tankers har, som de fleste skibe i den danske handelsflåde, en travl hverdag med en stribe opgaver og udfordringer. Det kræver ikke blot et stort fokus på sikkerhed, men også et godt og sundt arbejdsmiljø for den internationale besætning ombord. Hvordan gribes dette an og hvad skal der til for, at det enkelte besætningsmedlem ikke blot bliver på sit eget kammer?

 

Dette spørgsmål og mange flere ville vi gerne stille Kaptajn Freddy Flindt-Petersen og hans besætning, da vi fik muligheden for at påmønstre skibet i Eastham i England.

 

Freddy er ikke blot en erfaren sømand og skipper, der har taget den lange vej fra
matros til skibsfører, han er også en person, der er særligt engageret i sin besætnings trivsel. Udover de tilbud Freddy modtager fra Handelsflådens Velfærdsråd, som blandt andet bøger, motionskonkurrencer, film og konsulentrådgivning, har han taget en stribe initiativer, der skal motivere besætningen og bidrage til et endnu bedre arbejdsmiljø. En del af disse initiativer er uden tvivl nogle, som mange kan nikke genkendende til. Ikke mindst fra dengang, hvor skibsklubberne var meget synlige.

 

5-stjernet sundhed, fede film og dartdyst

Ombord på AMAK SWAN afholdes fælles filmaftener, hvor hele besætningen mødes og får en hyggelig aften sammen. Selvfølgelig fristes man til, at sige er kultfilmen Martha et af tilbuddene. Der er en fast pandekagedag og hjemmebag flere gange om ugen. Der er dog bestemt også lagt vægt på en sund og varieret kost. Som Freddy selv udtrykker det – ”Det skal være 5-stjernet” og skipper selv er ikke bleg for, at give et nap med – ligesom hjemme i køkkenet på Fanø.

 

Gennem skibsklubben er der indkøbt t-shirts, krus og caps til besætningen, så der ad denne vej signaleres fællesskab blandt besætningen. Det er en ret enkel, men effektfuld måde at gøre dette på.

 

Motionsrummet, der ikke er det største i handelsflåden, bliver brugt flittigt og bl.a. 1. mester, Gracjan Tondel, har vundet en af de fine præmier i ”Fit4Sea” konkurrencen. Der er dog sjældent kø i motionsrummet, hvorfor Freddy for nylig foreslog Handelsflådens Velfærdsråd og SEAHEALTH, at en omgang dartspil kunne blive populært på skibet. Vi vil klart nok gøre vores bedste for at få folk op af stolene. Derfor flyver der nu ofte pile gennem luften i motionsrummet på tankskibet.

 

 

Ansvarlighed og sjov  – på samme tid

Hvordan opleves disse tiltag og Freddys meget åbne ledelsesstil af besætningen? Som overstyrmand Elizaldo Baul, der var ude på sin første tur som overstyrmand, udtrykker det – ”With a happy Captain and his support everything is easier”.

 

I det hele taget var det meget tydeligt at mærke den gode stemning og samarbejdet, der herskede ombord. Det gode klima har en afsmittende effekt og gør, uden tvivl, arbejdsdagen både bedre og bare en anelse sjovere. Når det så er skipper, der går forrest på den sociale front, har det en stor betydning.

 

Nu skal ingen efterlades med det indtryk, at selvom der ertale om et ”happy ship”, at det så ikke samtidig er meget professionelt skib. Det ene udelukker bestemt ikke det andet, og ingen tvivl om, at her er der tale om et skib og en besætning, der er deres ansvar og opgaver fuldt bevidst. 

 

Freddys fidus til et godt lederskab

Freddy har flere gange deltaget på MSSM--konferencen (Maritim Sikkerhed Sundhed & Miljø) i Nyborg, der afvikles af SEAHEALTH. En væsentlig grund til dette er ønsket om at høre om nye tiltag, der kan bruges om bord og til at gøre ham til en bedre leder. Rederiet og flere af Freddys kolleger deltager også på MSSM, der afholdes hvert år.

 

For Freddy er motivation og samarbejde afgørende nøgleord for et godt arbejdsmiljø på skibet. Han tænker dagligt over at give sin besætning ansvar gennem tillid, og have respekt for deres faglige stolthed. Han gør sit bedste for at være en god rollemodel som øverste sikkerhedsleder, men også at uddelegere og holde øje på sidelinjen uden at blande sig for meget.

 

Meget vand er løbet gennem åen, siden Freddy startede sin maritime karriere og han har, som det reflekterende menneske han nu er, naturligvis også flyttet sig holdningsmæssigt siden da. Der er mere fokus på hele arbejdsmiljøet, hvor de blødere værdier spiller en stor rolle. Sikkerhed og sundhed er ikke forbeholdt sikkerheds-organisationen, men er nu i højere grad et ledelsesansvar. Hvis besætningen ikke oplever og mærker trivsel om bord, er det svært at få alle dele til at virke, mener Freddy. Det hænger sammen som to ender i et råbåndsknob.

 

Papirarbejde er en kæp i hjulet

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer forbundet med skabe et godt arbejdsmiljø. Freddy så for eksempel gerne, at papirmængden blev mindre, at tingene blev simplificeret og der var mere fokus på folks kompetencer, fremfor procedure-ræset. Desuden så han også gerne, at dialogen med organisationer og rederi blev gjort mere enkel. Dialogen med andre besætningsmedlemmer end skipperen kunne også godt forbedres. Der skal lyttes til dem, der har fingrene på pulsen – det er jo dem, som arbejder med tingene til daglig og har de gode løsninger. Jo mindre tid på papir- og procedurer, desto mere tid til forbedre forholdene for besætningen.

 

Hvor skal vi hen, Kaptajn?

På spørgsmålet om Freddys ’next move’ for at fremme arbejdsmiljøet, siger han: ”det samme - prøve at flytte så mange så muligt”. AMAK SWAN er på vej til værft i enten Kroatien eller Tyrkiet og her skal besætningen selvfølgelig benytte tiden til at opleve lokalmiljøet.

 

Man kommer langt med en positiv indgang og et udtalt ønske om et godt arbejdsmiljø. Der skal lyde en stor tak til Freddy og hans besætning for nogle meget positive dage ombord.

 

AMAK SWAN er et tankskib leveret fra Desan Deniz skibsværftet i Tyrkiet i 2001. Besætningen er på 18 mand og består af danskere, polakker, russere og filippinere.