Årets MSSM satser på høj puls og levende teater

Nyhedsarkiv

Årets MSSM satser på høj puls og levende teater

MSSM-konferencen til august i Nyborg får deltagerne henholdsvis op og ud på kanten af sæderne med to af hovednavnene, Jakob Søndergaard og Forumteateret.

Jacob Søndergaard kender mange fra TV-udsendelsen Rigtige mænd, hvor han tog kærlig hånd om fem håndværkere og deres livsstil. Han kommer til Nyborg Strand med inspiration til, hvordan du om bord og hjemme kan holde dig i form med kost og træning på en overkommelig og effektiv måde. Forumteateret gør hverdagens svære dilemmaer levende ved at udspille nogle realistiske scenarier og involvere publikum i at komme med løsningsforslag.
 

Rigtige sømænd skal motiveres

Han kalder sig selv for sundhedsrådgiver, kropsmekaniker og hjernegymnast, og kommer til MSSM for at give indspark til, hvordan vi mest effektivt og mest træfsikkert kommer i gang med de ting, der får os til at få det bedre.

-  Alt starter med motivation, og vil derfor være omdrejningspunktet. Alt for mange mister motivationen, da de starter alt for hårdt ud, eller værre endnu, gør de forkerte ting. Jeg introducerer derfor deltagerne til en meget simpel måde at arbejde med motivation på, som gør det let at komme i gang, fortæller Jacob Søndergaard på sin hjemmeside.

Deltagerne bliver forberedt og motiveret i forhold til sundhedsændringer, der af natur kan virke fremmede og svære, hvis man ikke allerede er godt i gang med sundhedstiltag. Derfor bliver der fokus på systematisk brug af simple tiltag med maksimal effekt, når Jacob Søndergaard arbejder med helt konkrete strategier for kost og træning. Også søvn og forandringsparathed bliver en del af temaet, da det, som Jacob siger, har en altafgørende betydning for succes med de øvrige vaner.
 

Levende konferenceteater sætter spot på dilemmaer

Jeg skal både overholde min hviletid og nå at få skibet frem? Hvordan gør jeg det bedst? Hvilke krav stilles der til mig som leder om bord? Forumteateret er en skuespillertrup, der er spiller nogle af søens kendte dilemmaer på scenen. Deltagere byder ind med mulige løsninger, og konsekvenserne bliver belyst på en helt ny måde.

- Denne lidt utraditionelle måde at tale om dilemmaerne på er rigtig spændende. Teatret sætter spot på helt almindelige men rigtig svære situationer som søfolk kan stå i. Går vi til højre, når vi ikke frem, går vi til venstre, går det ud over noget andet vigtigt. Hviletiden måske? På denne her måde får vi mulighed for at tale om roller og ansvar til søs på en ny måde, og måske kan det også kaste nyt lys på dilemmaerne og hvordan de kan løses, fortæller Connie S. Gehrt, direktør for SEAHEALTH, der er med til at arrangere konferencen.

Både Jacob Søndergaards og Forumteaterets indlæg følges op med sessioner, hvor man kan gå endnu mere i dybden med emnerne.
 

MSSM er Det Blå Danmarks egen konference om Maritim Sikkerhed, Sundhed og Miljø og tiltrækker hvert år ca. 300 deltagere til Hotel Nyborg Strand. Konferencen har i år fokus på “mennesket i centrum” og løber af stablen den 25.-26. august med Get2gether-arrangement den 24. august om aftenen. MSSM appellerer bredt til sejlende, skoler, rederier og organisationer inden for dansk søfart. Konferencen består af inspirerende oplæg, involverede workshops og paneldiskussioner.
Arrangørerne bag konferencen er Europas Maritime Udviklingscenter, SEAHEALTH og Søfartsstyrelsen. Konferencen er støttet af Den Danske Maritime Fond og Skibsteknisk Selskabs Fond.

Program, pris og tilmelding via www.mssm.dk

Mød os på
Twitter: @mssmconference #mssmconference #mssm2016
Facebook: MSSM event
LinkedIn: SEAHEALTHdenmark